Kronikudkast.

Mandelas tid. Om personlighedens, organisationens og det sociales plads i det sydafrikanske mirakel 

Af Hans Erik J. Stolten

Næsten alle sydafrikanere identificerer sig med deres land og de allerfleste ser Nelson Mandela som den, der har bragt nationen sammen. Der hører enigheden op. Nogle mener, at ANC-ledelsen har holdt Mandela som gidsel, mens andre ser ham som indfanget i den strøm af good news fra det sydlige Afrika, som vesten efterspørger. I en længere periode så mange ham som en voldelig terrorist. Det var han på sin vis også.

Jeg hører til dem, der bliver lidt skidt tilpas, når de hører om strejkende sydafrikanske minearbejdere, der bliver skudt ned af politiet eller om et ANC, der i stigende grad virker korrumperet og magtfuldkomment. Som mange andre i den globale landsby mener jeg at have en aktie i befrielsen fra apartheid. Da Mandela blev løsladt og ANC lovliggjort i februar 1990, opholdt jeg mig i Sydafrika i forbindelse med noget international solidaritet, jeg var involveret i. Den ene dag var de mennesker jeg mødtes med dybt illegale, den næste udkom et af de store dagblade med ANCs og kommunistpartiets faner på kryds hen over forsiden. Ikke at det stoppede regimets vold; den eskalerede. Det sydafrikanske politi og militæret, der havde invaderet townshipområderne, forsikrede, at de kun brugte små fuglehagl i deres pumpguns. Jeg kunne ved selvsyn konstatere, at det snarere var dræbende buckshots, der blev anvendt mod demonstranterne. Få dage efter løsladelsen blev Mandelas popularitet åbenlys, da op mod 100.000 mennesker fyldte Sowetos Soccer City Stadium for at fejre, at afrikanernes vigtigste politiske aktører igen var blevet legale efter 30-40 år under jorden. Mandela blev stadfæstet som symbol for folket og dets lidelser.

Ifølge Ahmed Kathrada, nær ven og medfange på Robben Island, har Mandela ikke været den lettilgængelige, helliggjorte personlighed, han bliver hyldet som i diverse coffee-table bøger og i de avistillæg, der rituelt bliver udgivet på hans fødselsdage. Snarere har han udvist komplekse, foranderlige og ofte paradoksale træk. En usædvanlig sammensmeltning af bonde og aristokrat, indbegrebet af en demokrat, som ikke desto mindre også indeholder noget autokrat; en traditionalist, der også har været innovator, en mand, der er på en gang er stolt, målbevidst, stædig, kølig og utålmodig, men som også optræder som forfængelig og genert, simpel og fleksibel.

Masser af steder og institutioner også udenfor Sydafrika er allerede opkaldt efter Nelson Mandela. Det var ikke ham selv, der bad om at blive helgenkåret i levende live, men den sydafrikanske demokratiseringsproces er bare ret vigtig også for os andre, og det har måske været med til at gøre ham uforholdsmæssigt betydningsfuld i vores øjne. For den vestlige civilisation symboliserer ”miraklet”, han stod i spidsen for, en succes for vores moderniseringsmodel og for formelle, politiske menneskerettigheder i en afrikansk tredjeverdenskontekst. Det sammensatte sydafrikanske samfund udgør desuden et mikrokosmos, hvor vi kan søge svar på, hvordan vi skal håndtere universelle problemer såsom racisme, xenofobi og kulturkonflikter. I tilfældet Sydafrika tog disciplinerede, folkelige bevægelser de facto kontrol med landet og skænkede andre et brugbart forbillede for radikal samfundsforandring, samtidig med at processen afslørede den sociale revolutions begrænsede muligheder.

De nordiske lande var medspillere i demokratiprocessen. Solidaritetsbevægelser og sanktionspolitik gjorde os til tættere venner af Sydafrika end flere af vore konkurrenter, da landet blev indflydelsesrigt i Afrika under Mandelas præsidentskab og senere som BRICS-land udviklede et voksende middelklassemarked, modtageligt for vores eksportvarer. Dette viser måske hen til, hvorfor Mandela er endnu mere populær hos os, end han er i Sydafrika: Han var med til at tøjle revolutionen, så den ikke brød med den vestlige model - hvilket langt fra var noget, der kunne tages for givet i den ophedede tid omkring 1990.

I selve Sydafrika var der også naturlige grunde til, at Nelson Mandela kom til at fremstå som den fødte leder af nationen. Rolihlahla Mandela (fornavnet betyder uromager på xhosa, eller mere ordret, han som ryster træet), voksede op under segregationperioden, før den egentlige apartheid blev indført. Han var et kendt ansigt blandt de, der kom fra den gamle, afrikanske elite med rod i de dengang eksisterede, traditionelle stammestrukturer - men han var samtidig åben over for de engelskprægede moderniseringsprocesser, der gennemtrængte de afrikanske samfund. I studieårene på Fort Hare University College og Witwatersrand University i 1940erne udviklede han sin oppositionelle trodsighed og blev bonkammerat med mange af de, der kom til at udgøre den ledende inderkreds i ANC og det kommunistiske parti, derunder Joe Slovo og Ruth First. Selv vedstod han sit medlemskab af metodistkirken og fortsatte med at bekende sig til kristne værdier og en ret traditionsbunden, patriarkalsk livsstil. Senere, da frihedskampen fik fremgang, formåede han på én gang at være loyal over for ANC-veteranerne fra fængslerne og eksilmiljøerne, samtidig med at han fremstod som tilstrækkelig respektabel for den dannede intelligens - både den liberale og den venstreorienterede. Mandela samlede altså mange forskelligartede værdier op undervejs, hvilket gjorde ham acceptabel som lederfigur i brede kredse. Hans personlige autoritet blev en faktor, der i sidste instans medvirkede til at forhindre en fuldskala borgerkrig.

I slutningen af 1940erne tænkte den unge Nelson Mandela imidlertid mere radikalt. Ved hjælp af sin nydannede ungdomsliga pressede han det liberalt orienterede ANC til en helt ny aktivistisk linje, hvor boykotter, strejker og civil ulydighed brugtes i striden for fulde borgerrettigheder - et krav som afrikanerne ikke før havde dristet sig til at rejse. Da apartheidregeringen indførte nye undertrykkende lovkomplekser, blev Mandela udnævnt til national volunteer-in-chief for en landsomfattende trodskampagne, der i 1952 sendte titusinder i fængsel for at befinde sig ulovligt på hvide områder uden de foreskrevne pas – og gjorde ANC til en storstilet folkelig bevægelse. Mandela foreslog sammen med Walter Sisulu i 1953 overfor ANCs ledelse, at man skaffede sig våben fra Kina og påbegyndte en væbnet kamp. Den Moskvaskolede, sorte kommunist Moses Kotane og andre mere besindige ledelsesmedlemmer nedstemte dette. Samme år blev Mandela idømt betinget fængsel for brud på den lovgivning, der siden 1950 forbød kommunistisk inspirerede aktiviteter. Selvom han blev banded med forbud mod al mødedeltagelse, spillede han en aktiv rolle i formuleringen af modstandskampens grundlæggende vision, Freedom Charter, og dets vedtagelse på Folkets Kongres, der mobiliserede store dele af befolkningen i 1955. Mandela havde nu overvundet megen af sin egen og ANCs afrikanistiske sekterisme og resultatet blev Kongresalliancen, der samlede afrikanske, farvede, indiske og hvide modstandsorganisationer med den sorte fagbevægelse i spidsen. Mobiliseringen førte omkring 1960-61 til åbent oprør mange steder i landet og til en endnu mere rigid undertrykkelsespolitik med separate development, grand apartheid og forbud mod ANC. Mandela rejste landet tyndt for at organisere en generalstrejke og blev kendt som The Black Pimpernel. Umkhonto we Sizwe (MK), ANCs bevæbnede organisation, blev nu oprettet med Mandela som leder af dens High Command. I de følgende måneder og år blev mange sabotageangreb gennemført mod infrastruktur og militær. Den eneste af ANC-lederne, der stadig havde betænkeligheder ved den militante kurs var Albert Luthuli, der lige var blevet tildelt Nobels Fredspris. I 1962 rejste Mandela Afrika rundt for at søge støtte fra de nye afkoloniserede stater. Flere eksilhovedkvarterer blev aftalt oprettet og han modtog træning i guerillataktik hos FNL, der netop var gået sejrrig ud af Algierkrigen. Kort efter hjemkomsten blev han anholdt (ifølge New York Times efter et tip fra CIA) og idømt 5 års fængsel for illegal udrejse. Efter 14 dage på Robben Island blev han bragt tilbage til Johannesburg. Resten af MKs ledelse var blevet omringet på Liliesleaf Farm ved Rivonia og næsten alle idømtes nu livsvarigt fængsel for krigsplanen, Operation Mayibuye. For Mandela blev det til 18 år på Robben Island og yderligere små ti år i Pollsmoor og Victor Verster Prison og i husarrest. Dermed delte han skæbne med Walter Sisulu, Govan Mbeki, Ahmed Kathrada, Billy Nair, Dennis Brutus, Mac Maharaj, Jacob Zuma og adskillige andre. Selv i fangenskabet blev raceskellene opretholdt. Afrikanerne fik dårligere rationer, en måtte som seng, kun korte bukser og vagterne morede sig med at urinere på dem under bådtransporten til fængselsøen.

Mandelas politiske forsvarstaler blev starten på hans internationale berømmelse. Selv om han strengt taget først færdiggjorde sin juridiske kandidatgrad under den sidste del af fængselsopholdet, fungerede han og Oliver Tambo som forsvarere for sorte aktivister. Både under den langvarige og omfattende højforræderisag 1956-61 og senere under sabotagesagen i 1963, holdt han en individuel forsvarstale muliggjort af en pause i det professionelle advokatteams arbejde (dette teams leder, den hvide afrikaaner Bram Fischer, fik selv 10 års fængsel, da hans kommunistiske partitilhør blev afsløret). Mandelas taler medvirkede til, at alle blev frikendt i den første retssag og at alle slap for galgen i anden retssag.

Netop ledernes selvopofrelse under den radikale, væbnede kamp, og den street credit som ANC derved opbyggede, gjorde den sorte majoritet villig til at følge senere ANC-regeringers reformkompromisser, selvom de ikke skabte de forventede socialstrukturelle forandringer.

En del af Mandelas succes som leder skyldtes hans evne til loyalt at acceptere den måde, hvorpå andre orkestrerede frihedskampens gennembrud. For at kunne mobilisere den bredest mulige modstand i befolkningen mod den militært stærke politistat var det nødvendigt med en velbegrundet kombination af national, antikolonial frihedskamp, kamp for demokrati og menneskerettigheder, og social klassekamp. ANCs og UDFs (United Democratic Front) strateger mestrede dette, mens Mandela sad fængslet. I de første par år efter løsladelsen fastholdt Mandela formelt væbnet kamp og nationaliseringer som befrielsesstrategier og i 1991 blev han for første gang valgt til national leder af ANC.

Mandela selv synes hævet over den dagspolitiske sfære. Måske på grund af hans ret korte embedstid som præsident fra maj 1994 til juni 1999. Under frihedsrusen dengang nåede han ikke for alvor at blive konfronteret med mange af de faldgruber og ubehageligheder, der er kommet til at præge nutidig sydafrikansk politik: Hiv-aids, stigende arbejdsløshed og fattigdom, kriminalitet, korruption og hele Zimbabweproblematikken. Desuden vidste de fleste nok, at det allerede da var hans vicepræsident, sammen med ANCs generalsekretær, der var ansvarlig for den praktiske, politiske strategi.

Mandela vil derfor blive set som den, der relativt uproblematisk formåede at overbygge det vanskelige skel mellem Sydafrikas mørke fortid og dets optimistiske fremtid.

Først og fremmest vil Mandela blive husket som den, der gav begrebet forsoning konkret substans ved at afvise en Nürnberg-model, eller det der var værre, over for apartheidtidens politiske diktatorer og deres håndlangere til fordel for en sandhedskommission, der gennem lidelseserfaringer gav folket en terapi, der tjente som erstatning for egentlig retfærdighed. Yderst få blev straffet - og det gælder også de egentlige krigsforbrydere. Sydafrika førte jo en folkemorderisk krig mod frontlinjestaterne gennem adskillige år, hvorunder hundredtusinder af civile blev dræbt. Hvis man ønsker at være kritisk, kan forsoningsdebatten godt problematiseres. Er det f.eks. nemmere at tilgive sine bødler på alles vegne, sådan som fængselsveteranen Raymond Suttner (torteret til invalid, senere sydafrikansk ambassadør i Sverige) også gjorde, hvis man bagefter opnår en position og levestandard, der er bedre end de almindelige, fattige apartheidofre, der fortsat udnyttes i et system, der i praksis er socialt opdelt efter race?

Meget af diskussionen omkring Sydafrikas fortid og nutid har handlet om skred i forholdet mellem klasse, race og nation. Efter nogles mening har Mandela haft for meget fokus på race og for lidt på klasse, og han nåede derfor ikke for alvor at adressere de dybe sociale problemer, der også ligger til grund for dagens høje kriminalitet og antisociale adfærd. Allerede under Mandelas præsidentskab fik afrikansk identitet og sydafrikansk nationalfølelse en renæssance. Det var et naturligt postkolonialt fænomen, men det blev brugt til at dække over manglende resultater på det sociale område. Hvis man studerer nuancerne i regeringsdokumenter i tiden efter 1994, kan man konstatere et gradvist skifte fra fokus på ulighed, set som en følge af et uretfærdigt politisk-økonomisk system, over mod fokus på fattigdom generelt, set som et uundgåeligt biprodukt af forbedringer i de nationaløkonomiske indikatorer, og senere også større opmærksomhed på en eliterolle for afrikanere i erhvervslivet. Samtidig er fokus blevet ændret fra non-racialism og rainbow nation (multikulturalisme) over mod African renaissance med større vægt på afrikansk etnisk bevidsthed.

Realistisk set var det en trist arv, Mandela havde overtaget fra apartheid. Et sammensurium af ti fragmenterede bantustans skulle demonteres. Nye provinsielle enheder og kommunale institutioner skulle skabes. De hvide havde tilegnet sig jorden, reel sundhedspleje blev forholdt de fleste og uddannelsessystemet var dysfunktionelt. Der var truslen om en højreorienteret kontrarevolution og et horribelt niveau af vold og drab. I denne kontekst skulle regeringen formulere en ideel, ny forfatning. De socialøkonomiske resultater var ikke imponerende under Mandelas præsidentskab. De to år efter 1996, hvor den venstresocialdemokratiske plan, RDP, blev opgivet og neoliberalismen sejrede i form af GEAR-planen, var særlig slemme. Protektionisme og statsstøtte blev nedtrappet. Den økonomiske vækst faldt fra 3 procent til 0. Virksomheder flyttede væk, private investeringer faldt, valutaen svækkedes og op mod en million arbejdspladser blev nedlagt. Mellem 1995 og 2000 faldt den gennemsnitlige indkomst for sorte, afrikanske husstande med nitten procent, mens den for hvide husholdninger steg med femten procent. Sidenhen stabiliseres økonomien, men den er aldrig kommet op på et vækstniveau, der kan opsuge nytilgangen til arbejdsmarkedet.

Den politiske stabilitet, som Mandelas autoritet sikrede, begyndte at blive undergravet af social utilfredshed under den sidste del af Thabo Mbekis efterfølgende præsidentskab og regeringspartiet ANC er siden blevet præget af interne magtkampe. Frihedsbevægelsen er ikke, hvad den har været. Op til Polokwane-konferencen i 2007 frasplittedes højrefløjen som udbryderpartiet COPE og venstrefløjen generobrede tilsyneladende organisationen. Zuma kom til magten båret af et forventningspres, som ikke er indfriet. Samtidig føler mange af de venstreliberale intellektuelle, der støttede frihedskampen, at han misrepræsenterer landet med sit ry for uhæmmet behovstilfredsstillelse og manglende vestlig dannelse. Alligevel lykkedes det Zuma op til ANCs 2012 Mangaung-konference at samle et flertal af frihedskampens traditionalister og afrikanister bag sig ved hjælp af veteranernes autoritet, med støtte fra et relativt disciplineret partiapparat, samt indimellem med en halvautoritær brug af statens organer. Det understrejer nok, at Sydafrika i dag er blevet et mere afrikansk land i politisk henseende, selv om den økonomiske magt stadig ligger overvejende i hvide hænder. Venerationen for Mandela var med til at holde landet sammen og selvom alle vil samles i sorg ved Mandelas bortgang, vil hans manglende tilstedeværelse på sigt øge opløsningstendenserne.

Kampen op til parlamentsvalget i 2014 med fokus på den langsigtede nationale udviklingsplan (NDP) er i gang. ANC går automatisk ud fra, at det er det eneste parti, der har ret til at bygge videre på Mandelas forenende arv, men søger samtidig at booste en militant linje ved at læne sig op ad det sydafrikanske kommunistpartis ”do it for Chris Hani”-kampagne. Den officielle opposition, Democratic Alliance, forsøger, med sin ”know your DA”-kampagne at kræve andel i den historiske kamp mod apartheid og fremfører sammenligninger mellem Mandelas og Zumas præsidentskaber for at skade sidstnævnte. Fagbevægelsen COSATUs generalsekretær, Zwelinzima Vavi, er ved at line sig selv op som en sydafrikansk Lula. Tidligere minister og femtrædende kvindelig ANC-leder Mamphela Ramphele starter det nye politiske parti, Agang (“at opbygge” på sotho) og den detroniserede ANC Youth League præsident, Julius Malema, satser på at stjæle halvdelen af ANCs stemmer med sin nye pseudo-venstrebevægelse EFF (Economic Freedom Fighters). Ingen af dem vil kunne true ANC for alvor og indflydelseskampen vil fortsat finde sted indenfor organisationen.

Der er på denne baggrund brug for en fortsat solidaritet fra det internationale civilsamfund med de kræfter i Sydafrika, der stadig holder idealerne fra frihedskampens tid i hævd. Et overvældende flertal af de turister og besøgende, der kommer til det sydlige Afrika i dag vil nok hævde, at de var enige med antiapartheidbevægelsen. Man må så spørge sig selv, hvorfor det tog så lang tid for Sydafrika og regionen til at blive fri for apartheid og kolonialisme, når hele verden lader til at have støttet modstandskampen. Faktum er, at det internationale samfund, herunder de nordiske lande, ikke gav Mandela, Lutuli, Tambo og Tutu hele spektret af boykot, isolation og militant støtte, som de enstonet bad om, før sejren alligevel var næsten sikker. Det var hovedsagelig senere, da ANC-regeringen anså det nødvendigt at sikre sig fortsat overgangsstøtte og investeringer, da Vesten ønskede at få ubegrænset adgang til det voksende sydafrikanske mellemklassemarked, og da det socialistiske alternativ ikke længere eksisterede, at vi alle kunne enes om at gøre Nelson Mandelas Sydafrika til the darling of the World.

Forfatteren er historiker og ph.d. fra Københavns Universitet, hvor han har arbejdet som ekstern lektor og forskningsadjunkt på Center for Afrikastudier og Center for Studier af Lighed og Multikulturalisme (CESEM). Han har været redaktør og forfatter af flere bøger om sydafrikansk historie og har selv en historie indenfor international solidaritet og anti-apartheid bevægelsen. Han virkede nogle år som forsker ved Nordisk Afrikainstitut i Uppsala og skriver for tiden på en bog om sydafrikansk historiografi.